25. marts 2006 at 23:29
by Maria (Anmeldelser, Film)
Det er ganske vist: Gasolins musik har indskrevet sig som en naturlig del af den danske kulturarv…på linje med smørrebrød, H.C. Andersens grimme ælling og kolde pilsnere på en varm sommerdag. Jeg tvivler på, at der findes en voksen dansker med respekt for sig selv, som ikke kan nynne med på “Rabalderstræde” eller “Masser af succes”. Hvor er det egentlig enestående, at Gasolin stadig kan få danskerne til at synge som med én mund. Derfor er det heller ikke så underligt, at tusindvis af danskerne i disse dage indløser billet den nye og anmelderroste dokumentarfilm af Anders Østergaard om selveste Gasolin. Helt fra begyndelsen har filmen fået status af ‘sådan én, vi danskere bare må se’.
Visuelt smuk dokumentar
I går tog jeg også selv turen ind i det rødplyssede mørke for at kigge ind i en tid og møde et band, som jeg selv er for ung til at have førstehånds-kendskab til, men som jeg gennem deres musik alligevel føler, at jeg kender lidt.
I mine øjne er Gasolin klart en anbefalelsesværdig film. Æstetisk er den overbevisende skruet sammen: klip fra Gasolins egen tid fletter sig harmonisk og legende sammen med klip fra nutiden, hvor bandets medlemmer fortæller om, hvordan de oplevede tiden med Gasolin.
Filmen byder også på flere smukke visuelle effekter, hvilket giver billedsiden et strejf af overraskelse og et positivt særpræg. På et tidspunkt glider sæbebobler eksempelvis ganske ubemærket rundt om Kim Larsen hoved, mens han er i gang med sin retrospektive beretning. Det er med til at gøre filmen uforudsigelig og poetisk på én og samme gang, og jeg som seer kan undre mig over, hvorfor de sæbebobler dog flyver rundt lige der: Var bandet Gasolin med de store ambitioner om at erobre verdens musikalske scener i virkeligheden en sårbar boble af bristefærdige drømme, som blot venter på at blive punkteret af et spidst fremmedelement? Det er et virkningsfuldt visuelt trick af Anders Østergaard, og dem var der rigtig mange af.
Mange ubesvarede spørgsmål
Jeg var ret godt underholdt under hele filmen: Band-medlemmernes fortællinger var nærværende og ikke uden humor, musikken var som altid værd at lytte til, og rent håndværksmæssigt er filmen vellykket og sikkert skruet sammen.
Men det var dog ikke uden en vis ærgrelse, at jeg forlod biografen. Der var alt for mange ubesvarede spørgsmål, der trængte sig på i mit hoved: Hvorfor gik interviewene ikke lidt tættere på? Hvorfor skulle vi ikke høre lidt mere om, hvordan det føltes at være medlem af en band, hvor drivkraften ofte var insisterende skænderier om bagateller? Hvorfor er der vinklet så skarpt på det kronologiske forløb af Gasolins tilblivelse, udvikling og fald? Hvorfor må vi ikke vide bare lidt om, hvordan livet har formet sig for bandets medlemmer, siden det gik i opløsning? Især vil jeg gerne vide mere om Frans Beckerlees tanker og følelser, da han – mere modvilligt end de andre – måtte opgive drømmen om, at Gasolin skulle udgive endnu en plade. I det hele taget savner jeg måske at komme bare lidt tættere på filmens hovedpersoner, og jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der er rigtig meget, jeg ikke får lov at høre om.
Kommentarer
23. marts 2006 at 0:41
by Maria (Mad, Opskrifter)
For et par år siden havde jeg den fornøjelse at læse et semester ved Lunds Universitet. Det var en stor oplevelse at læse i udlandet, at klare sig på et fremmed sprog og ikke mindst at spise sig igennem et væld af kager – og på den front er svenskerne godt med, skulle jeg hilse og sige 
På et tidspunkt besøgte jeg en svensk familie i Lund, som var store madelskere. De introducerede mig for nedenstående opskrift på en komprimeret kageoplevelse, hvor chokolade med et delikat strejf af kaffe går rigtig godt i spænd. Kagen skal være lettere kompakt og fedtet i konsistensen.
- 2 dl ristede, flækkede mandler
- 200 g chokolade, hakket
- 200 g smør
- 3 dl sukker
- 1 dl kakao
- 2 tsk vanillesukker
- 3 spsk pulverkaffe (opløst i lidt vand)
- 3 æg
- 3 dl hvedemel
Rist mandlerne og flæk dem. Smelt smørret og rør det sammen med sukker, kakao, vanillesukker og kaffepulver med en grydeske. Rør ét æg i ad gangen og tilsæt til sidst mel, mandler og den hakkede chokolade. Hæld dejen i en kageform og bag den i den nederste del af ovnen ved 175 grader i ca. 25 minutter.
Server med frisk frugt, flødeskum eller vanilleis.
3 kommentarer
17. marts 2006 at 22:11
by Maria (Min hjemmeside)
Så er mit CV blevet opdateret med en mængde information og smarte links Så er jeg klar til fremtidens jobsøgning og den slags…
1 kommentar
17. marts 2006 at 18:40
by Maria (Mad, Weblogs)
I flere år har jeg brugt nettet for at finde ny inspiration og nye mad-opskrifter. Der findes enkelte meget gode sider på dansk såsom Mad & Venner, som dog ikke fungerer super-godt, hvis man ikke bruger Internet Explorer som browser. Den side er fuld af gode opskrifter, som er enkle at arbejde med, og som aldrig slår fejl.
For nylig er det gået op for mig, at der er et sandt paradis på nettet for opskrifts-hajer som mig selv. De personlige blogs bugner af opskrifter.
Hvis man søger via Googles blog-search på eksempelvis food, recipes, fruit, chocolate, så vælter det frem med masser af spændende sider. Det er overraskende, hvor mange der rent faktisk har lyst til at dele alle deres yndlingsopskrifter og gode tips med alle internettets brugere. Med andre ord er det for os opskrifts-hajer blot et spørgsmål om at tage på en opdagelsesrejse igennem alle de mange blogs og suge til os af inspiration og brugbare tips.
Her er nogle af mine favorit-links:
1 kommentar
4. marts 2006 at 19:40
by Maria (Mad)
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg går rundt med en lille hyggelig drøm om en gang at udgive en kogebog. Igennem flere år har jeg samlet og ikke mindst udviklet på en bunke opskrifter. Kogebogen skal være en vegetar-kogebog af den funky slags . I stedet for linser og tofu i uendeligt lange baner, har opskrifterne fokus på den gode smagsoplevelse.
Kogebogens budskab er, at vegetarmad ikke behøver at være kedelig eller frels – det kan faktisk godt være både sjovt, fedt og udfordrende for ganen.
Årsagen til, at kogebogen netop skal indeholde vegetarmad, er, at jeg selv har været vegetar i de første 25 år af mit liv. En gang i 1970′erne besluttede mine forældre sig til, at de ville kvitte alle bøfferne og leve af ukogte, svært-fordøjelige grønsager. I flere år eksperimenterede de med at tilberede vegetarmad, og efterhånden fandt de ud af, at grønsager godt kan lide at blive tilberedt: Rå er de ok, men smørstegt, dampet, wokket, bagt, syltet eller bare kogt kan de blive en ren fryd selv for grønt-kræsne ganer.
Jeg kom heldigvis til verden et par år efter, at mine forældre var begyndt at koge grønsagerne…og siden da er det kun gået den rigtige vej for familiens kogerier.
Her på siden vil jeg løbende poste nogle opskrifter fra mit kartoktek og ikke mindst fortælle mere om kogebogs-projektet i takt med, at det skrider fremad.
Kommentarer
3. marts 2006 at 23:31
by Maria (Pudsige indfald)
Normalt er reklameblokke en plage, men de enkelte gange jeg er stødt på en bestemt reklame fra Sony, har jeg følt mig noget nær beriget.
Tusindvis af hoppebolde danser deres vej i slowmotion gennem San Franciscos gader, mens den svenske sanger og guitarist José González’ melankolske ‘Heartbeat’ glider ud i rummet og omslutter seeren med en for reklamer hidtil ukendt varme.
Det er et eksempel på, at dygtige reklamefolk er udstyret med en ekstremt fin-tunet æstetisk sans på linje med de største inden for visuel kunst.
Kommentarer
