Gasolin’ i glimtende indpakning
Det er ganske vist: Gasolins musik har indskrevet sig som en naturlig del af den danske kulturarv…på linje med smørrebrød, H.C. Andersens grimme ælling og kolde pilsnere på en varm sommerdag. Jeg tvivler på, at der findes en voksen dansker med respekt for sig selv, som ikke kan nynne med på “Rabalderstræde” eller “Masser af succes”. Hvor er det egentlig enestående, at Gasolin stadig kan få danskerne til at synge som med én mund. Derfor er det heller ikke så underligt, at tusindvis af danskerne i disse dage indløser billet den nye og anmelderroste dokumentarfilm af Anders Østergaard om selveste Gasolin. Helt fra begyndelsen har filmen fået status af ‘sådan én, vi danskere bare må se’.
Visuelt smuk dokumentar
I går tog jeg også selv turen ind i det rødplyssede mørke for at kigge ind i en tid og møde et band, som jeg selv er for ung til at have førstehånds-kendskab til, men som jeg gennem deres musik alligevel føler, at jeg kender lidt.
I mine øjne er Gasolin klart en anbefalelsesværdig film. Æstetisk er den overbevisende skruet sammen: klip fra Gasolins egen tid fletter sig harmonisk og legende sammen med klip fra nutiden, hvor bandets medlemmer fortæller om, hvordan de oplevede tiden med Gasolin.
Filmen byder også på flere smukke visuelle effekter, hvilket giver billedsiden et strejf af overraskelse og et positivt særpræg. På et tidspunkt glider sæbebobler eksempelvis ganske ubemærket rundt om Kim Larsen hoved, mens han er i gang med sin retrospektive beretning. Det er med til at gøre filmen uforudsigelig og poetisk på én og samme gang, og jeg som seer kan undre mig over, hvorfor de sæbebobler dog flyver rundt lige der: Var bandet Gasolin med de store ambitioner om at erobre verdens musikalske scener i virkeligheden en sårbar boble af bristefærdige drømme, som blot venter på at blive punkteret af et spidst fremmedelement? Det er et virkningsfuldt visuelt trick af Anders Østergaard, og dem var der rigtig mange af.
Mange ubesvarede spørgsmål
Jeg var ret godt underholdt under hele filmen: Band-medlemmernes fortællinger var nærværende og ikke uden humor, musikken var som altid værd at lytte til, og rent håndværksmæssigt er filmen vellykket og sikkert skruet sammen.
Men det var dog ikke uden en vis ærgrelse, at jeg forlod biografen. Der var alt for mange ubesvarede spørgsmål, der trængte sig på i mit hoved: Hvorfor gik interviewene ikke lidt tættere på? Hvorfor skulle vi ikke høre lidt mere om, hvordan det føltes at være medlem af en band, hvor drivkraften ofte var insisterende skænderier om bagateller? Hvorfor er der vinklet så skarpt på det kronologiske forløb af Gasolins tilblivelse, udvikling og fald? Hvorfor må vi ikke vide bare lidt om, hvordan livet har formet sig for bandets medlemmer, siden det gik i opløsning? Især vil jeg gerne vide mere om Frans Beckerlees tanker og følelser, da han – mere modvilligt end de andre – måtte opgive drømmen om, at Gasolin skulle udgive endnu en plade. I det hele taget savner jeg måske at komme bare lidt tættere på filmens hovedpersoner, og jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der er rigtig meget, jeg ikke får lov at høre om.