Virgin Suicides
Jeg har lige haft en foruroligende, men samtidig bjergtagende læseoplevelse. Jeffrey Eugenides’ “The Virgin Suicides” handler om fem teenagepiger, The Lisbon Girls, der lever i et sovende forstadskvarter til Michigan. Som titlen peger på, ender de alle fem ganske rigtigt med at begå selvmord: Alle i kvarteret, der har observeret familien – og ikke mindst læseren selv – sidder tilbage med en uhyggelig fornemmelse af ikke at kende årsagen til, at pigerne vælger at slå sig selv ihjel. Igennem en hel bog og en masse fakta om pigerne bliver det aldrig klart, hvorfor selvmord synes at være deres eneste udvej.
Jeg sidder tilbage med en klump i halsen, fordi det i al sin gru er gået op for mig, at jeg har været vidne til en tragedie (godt nok i fiktiv form), som jeg aldrig vil få en dybere forståelse af: Jeg er dømt til for altid at være tilskuer uden indsigt. Gad vide, om bogen og dens forfatter vil have mig til at tænke på, om den position i virkeligheden gør sig gældende for rigtig mange menneskelige relationer? I givet fald føler jeg mig oplyst og samtidig foruroliget!
Med et glædeligt strejf af humor og sarkasme
Ud fra ovenstående lidt dystopiske udlægning af bogen kan man forledes til at tro, at bogen er såvel trist som uhyggelig. Det er langt fra tilfældet. Som læser er man godt underholdt, og skildringen af det død-kedelige sovekvarter står lyslevende på min nethinde. Samtidig har forfatteren valgt at fortælle historien gennem et kollektivt ‘vi’. Der er således ikke nogen fast defineret afsender på fortællingen. I stedet omfatter ‘vi’ en gruppe af kvarterets drenge, der holder ivrigt og årvågent holder øje med Lisbon-pigerne. De fortæller historien retrospektivt, og også de forsøger at finde en dybere forståelse af de tilsyneladende uforståelige selvmord. Skildringen af drengenes fascination og forfølgelse af pigerne er præget af en umiskendelig grad af ironi: De sidder i en træ-hule og holder øje med pigerne gennem kikkerter – i stedet for at opsøge dem.
I det hele taget udstiller bogen på komisk og grotesk vis, hvordan mennesker, der ikke selv er impliceret i en tragedie, håndterer andre folks sorg og ulykke på en yderst ubehjælpsom og akavet måde. Som da de voksne i nabolaget – oven på den yngste piges selvmord – vil hjælpe familien Lisbon med at rive det hegn ned, som pigen hængte sig på: Hegnet rokker sig ikke ud af stedet. Det er, som om bogen vil sige, at det måske havde været en bedre idé rent faktisk at tale med familien om deres sorg frem for at fjerne de fysiske minder om den.
Fart over sproget
Jeffrey Euginedes skriver som en drøm. Der er en forfriskende lethed over hans sprog, og samtidig er der et umiskendeligt glimt i øjet, som gør, at jeg som læser – trods det tunge emne – føler mig godt underholdt. Bogen er ikke en deprimerende skildring af et fremmedgjort USA, hvor ingen tør forsøge at forstå og trænge sig ind på hinanden. Den er snarere et lille ironisk vink med en vognstang om, at der findes mere eller mindre hensigtsmæssige måder at forsøge at ‘være der for andre på’, og at mange er for klumpedumpede og usikre, når det kommer til at håndtere svære situationer. Jeg ser bogen som en opfordring til at skifte den distancerende kikkert ud med et fast og gensidigt blik i sine medmenneskers øjne – det er der i hvert fald ingen, der dør af.