16. januar 2007 at 14:13
by Maria (Pudsige indfald)
Helt og aldeles skandaløst og pinligt! Hvorfor har jeg som kvinde midt i tyverne aldrig tidligere stiftet bekendtskab med den fabelagtige serie Sex & the City? Det går egentlig over min forstand, hvordan seriens eksistens mere eller mindre kunne undgå min opmærksomhed i alle de år, den har kørt.
Men så er der desto mere grundt til at fryde sig over at se den nu, for det holder! Hvis jeg lige kort skal beskrive dens genialitet, lyder det sådan:
Den foregår i en af mine yndlingsbyer New York, og kvinderne er faktisk – i modsætning til min anden yndlignsserie Friends ude i byen, og som seer får man dermed fornemmelsen af at være med på en oplever i den aldrig-sovende by.
Udover den forrygende location er seriens persongalleri fantastisk. Karaktererne er overdrevne, men det gør dem faktisk endnu mere underholdende. Ikke mindst er serien gennemsyret af en dejlig, selvironisk humor, der er sjælden for amerikanske serier.
Carrie er seriens hovedperson og fortællerstemme. Hun er konstant på jagt efter drømmemanden, og det giver hende masser af lejlighed til at lufte sine mere neurotiske sider: Evindeligt stiller hun spørgsmålstegn ved mændenes intentioner og ved, hvor hendes forhold er på vej hen, hvad hun egentlig vil, og hun tager hellere sorgerne på forskud end at reagere for sent.
Samantha er seriens kvindelige svar på en mand: Hun har den ene partner efter den anden, og så snart båndet bliver for besnærende, eller problemerne og forpligtelserne rykker for tæt på, gør Samantha forholdet forbi. Hun er en charmetrold med et konstant smil på læben og er som regel meget overbærende over for sine mere følsomme veninders luner.
Miranda er seriens rødhårede, temperamentsfulde figur. Hun er en hardcore karrierekvinde, der som regel forholder sig ganske spydigt til sine omgivelser, men fra tid til anden blotter hun sit mere skrøbelige indre og giver efter for sin trang til ikke at være så alene i verden.
Charlotte er seriens optimist: Hun insisterer – nogle gange naivt – på kærligheden og på det smukke, det rene, det sande og det skønne. Dermed er hun egentlig seiens ægte romantiker, der også forsøger at vandre på en moralsk sti.
Jeg tror, langt de fleste kvinder kan genkende sig selv i en sammensætning af egenskaber fra de fire hovedpersoner, og det er et af seriens geniale træk. Nogle kvinder har en stærk indre Samantha, og andre stræber – som Charlotte – efter den evige og store kærlighed.
For mændenes vedkommende er der også noget at komme efter i Sex & the City: De har en unik mulighed for at komme ind i hovedet på kvinder – dog i en temmelig overdrevet udgave, men ikke desto mindre tror jeg, at der er et ganske fascinerende univers 
Kommentarer
14. januar 2007 at 18:26
by Maria (Anmeldelser, Film)
Det er på en gang en underligt stillestående, stemningsmættet og tankevækkende oplevelse at se filmen Babel. Jeg var allermest slået over, hvordan filmen forfulgte mig i dagene efter med spørgsmål om skillelinjerne mellem godt og ondt, mellem terrorist og offer, mellem kommunikation og mangel på forståelse – og i det hele taget om verden er så sort/hvid, som den let kan forekomme, når der ikke finder nogen reel kommunikation og forståelse sted mellem mennesker.
Filmen er fortalt på en ganske utraditionel vis, og det er selve fortællestilen, der er skyld i, at den forekommer fragmenteret og stillestående undervejs. Som publikum oplever man fire forskellige og seperate historier udspille sig forskellige steder i verden, og først til allersidst går det op for én, at de er kædet sammen. Det sammenkædende element er en riffel. Riflen bliver introduceret i den indledende scene, hvor en arabisk-udseende mand vandrer igennem et ørkenlignende, goldt og blæsende landskab med riflen over skulderen. Han opsøger en familie med to børn, og han bytter våbnet til en ged. Selsvsamme riffel ender i hænderne på familiens yngste søn, Yusef, som skyder mod en bus og rammer en amerikansk kvinde i skulderen. Kvinden er repræsentant for filmens anden historie: Hun er sammen med sin mand i Marokko på ferie, hvor de arbejder på deres kriseramte forholdt. Det indikeres, at de har mistet et barn, og at manden samtidig ikke har været en tilstrækkelig god far over for de to børn, de allerede har.
Men riflen er også relateret til de to andre historier i filmen. Det viser sig, at den stammer fra Japan, hvor den er blevet solgt af en japansk handelsmand til en jæger, som derefter har solgt den videre til manden i ørkenen. Den japanske handelsmand er far til døve Chieko, som også spiller en af filmens hovedroller. Hun er døv og bund-ulykkelig og forsøger filmen igennem at træde i karakter som et seksuelt individ. Hendes taktik er overvældende og uforståelig og understreger filmens tema om de fatale konsekvenser ved manglen på kommunikation mellem mennesker. For eksempel er hun til tandlæge, og mens tandlægen undersøger hendes mund, slikker hun ham i ansigten og fører hans hånd ned mellem benene på hende. At hun er døv og ikke har noget sprog, gør hendes distance og fremmedgjorthed over for verden og andre mennesker næsten ubærlig.
Det sidste miniplot i det overornede plot i Babel udgøres af den mexicanske barnepige, Amelia. Hun passer en amerikansk families to børn, og hun skal til sin søns bryllup. Børnenes forældre er på ferie, og de kan ikke finde en anden barnepige til børnene. Derfor ender Amelia med at tage børnene med til brylluppet, hvilket viser sig at være en skæbnesvanger ide. Først langt henne i filmen opdager seeren, at børnenes forældre er ægteparret i ørkenen, og at det er deres mor, som er blevet skudt.
På den måde hænger alle de løse ender og små plots i Babel sammen og udgør til sidst en mere samlet fortælling. Fortællestilen er dog så fragmenteret, og historierne, der viser sig at hænge sammen, bliver fortalt med en forskydelse i tiden, så det er meget svært for seeren at skabe sammenhæng. Det er som om, tilskueren skal føle på egen krop, at verden er frygtindgydende usammenhængende og fuld af ensomme og distancerede mennesker, så længe vi ikke kommunikerer. Et eksempel på de mange tidsforskydelser finder man først i filmen, hvor Yusef affyrer sit skud mod bussen, og derefter klippes der til ægteparret, der sidder og indtager en frokost på deres tur ud i ørkenen. For seeren er der derfor ikke nogen umiddelbar sammenhæng mellem kuglen og kvinden, for endnu tror seeren ikke, at kvinden sidder i bussen på det tidspunkt, kuglen farer igennem ruden.
En af de for mig at se væsentligste effekter ved, at filmen ikke har et fortløbende plot, er, at man som seer tvinges til at søge efter sammenhænge. I den proces opstår der en del frustration, fordi sammenhængende ikke er tydelige, og som seer kan man derfor spejle sig i filmens personer, der også vandrer rundt i verden uden evne til at kommunikere fyldesgørende og dermed også til at forstå. Verden og skæbnen forekommer usammenhængende og skæbnen tilfældig.
Filmens gennemgående tema om kommunikationen som nødvendighed og som stor, basal forhindring spejles direkte i titlen Babel. Den henviser til fortællingen om Babels-tårnet i Bibelen, der tematiserer kommunikation, der ikke fungerer. Menneskene prøvede at bygge et tårn, der nåede helt op til himlen. Gud satte en stopper for deres projekt ved at give alle folk forskellige sprog. Kineserne begyndte at tale kinesisk, og italienerne begyndte at tale italiensk, og dermed mistede folkeslagene evnen til at kommunikere direkte og uhindret med hinanden. Byggeprojektet gik derfor i stå, og ufred mellem folk opstod.
Det er stadig den ufred, som menneskene slås med i dag, og det bringer mig til filmens næste væsentlige tema, som er, at den stiller spørgsmålstegn ved en sort-hvid verdensopfattelse. Jeg ser en direkte kritik til den såkaldte krig mod terror. Kuglen fra riflen mellem en marokaners hænder rammer en vestlig kvinde i skulderen. Det ville fra et vestligt perspektiv klart blive opfattet som en terrorhandling, og vedkommende, der havde affyret skudet, ville utvetydigt være en ondsindet terrorist uden hjerte eller sjæl. Men ‘terroristen’ i denne film er en lille dreng, som ikke aner konsekvenserne af sin handling, og som pr. definition er usyldig, fordi han er barn: Kan han være en ond terrorist, som skal straffes? Synes filmen at spørge.
I den optik er Babel også vand på alle humanisters og ikke mindst socialisters mølle: Vi skal være gode ved hinanden, se om bag folks handlinger og forsøge at forstå og skabe sammenhænge i handlinger og menneskers sind.
1 kommentar
12. januar 2007 at 18:06
by Maria (Mad, Opskrifter)
Denne opskrift er også en, jeg tog med hjem i baglommen efter at have boet i
Sverige i et halvt års tid. Den er meget delikat i smagen, den kan holde sig længe, og så er det meget lækkert med det overdrevne lag af oste-flormelis-glasur.
Du skal bruge:
- 3 dl sukker
- 3 æg
- 3 1/2 dl hvedemel
- 2 tsk natron
- 2 tsk vanillesukker
- 2 tsk kanel
- 1 dl hakkede valnødder
- 4 1/5 dl fintrevne gulerødder
- 1 1/2 dl solsikkeolie
- 200 g flødeost (f.eks. Philadephia)
- 100 g smør
- 6 dl flormelis
- 1 1/12 tsk vanillesukker
- 1 drys fint salt
Sådan gør du:
Pisk æg og sukker, til det bliver hvidt og skumagtigt. Bland alle de tørre ingredienser og rør dem sammen med æggesnasken.
Riv gulerødderne fint og tilsæt dem i æggemassen skiftevis med olien. Hæld dejen i en 2-liters form og bag kagen ved 175 grader i ca. 50 minutter.
Pisk osten sammen med smør, flormelis, vanillesukker og salt, og pisk til det er blevet en ensartet masse uden klumper. Når kagen er kølet af, kan du komme glasuren på. Du kan evt. også skære kagen igennem vandret og så smøre et lag glasuren imellem lagene som en slags lagkage og så smøre resten af glasuren ovenpå.s
5 kommentarer