Sarajevo – den grumme fortid får et ansigt
“Sarajevo – håbets sang” er titlen på den seneste film, jeg har set i Øst for Paradis. Den kan i høj grad anbefales: Ikke kun fordi den handler om den mørke krig på Balkan, men også fordi den i sig selv er yderst seværdig og vedkommende i sine temaer. Den væsentligste årsag til, at filmen gjorde indtryk på mig, er, at den giver en stemme til nogle af de helt almindelige menneskelige skæbner, som er blevet mærket for livet af krigen. Endelig kommer der ansigt på krigens rædsler, og det bliver langt mere nærværende end tv-avisens kolde og faktuelle skildringer.
Filmen skildrer forholdet mellem moderen Esma og hendes 12-årige datter Sara. Fra begyndelsen er det tydeligt, at der er noget uhyggeligt og uudsagt mellem dem, som må og skal frem i løbet af filmen. Sara skal på en skole-udflugt, og Esma knokler – trods sine tydelige psykiske traumer og dårlige helbred – hver nat på en natklub for at skrabe penge sammen til Saras tur, og det ender med, at hun får penge nok til at betale den fulde pris. Men der er noget, Sara ikke forstår, for hun har hele sit liv fået at vide, at hendes far er død som martyr i krigen, og hvis det er sandt, kunne moderen få et bevis af myndighederne på det. Ved at fremvise beviset kunne Sara få en klækkelig rabat på skoleudflugten – og ikke mindst kunne hun få noget respekt i sine kammeraters øjne pga. farens skæbne. Esma skaffer aldrig beviset til huse, og Sara fatter mistanke – hvem var hendes far egentlig, og er det løgn, at han døde som martyr, hvad er det moderen skjuler for hende? Jeg vil ikke afsløre, hvad filmen ender med, men en skæbnesvanger sandhed kommer på bordet, og mors og datters forhold skal defineres på ny.
Jeg blev meget grebet af filmen. Den tager tilskueren med til Sarajevo og giver en rundvisning i nogle af de skæbner, krigen har skabt. Alle er mærket, og ikke mindst byen bærer tydelige ar.