13. september 2007 at 14:53
by Maria (Mad, Opskrifter)

Denne ret har tre absolutte forcer: den er hurtig at lave, den er smuk, og så smager den forjættende af eksotiske, thailandske himmelstrøg. Min version er til den stærke side, men hvis du er mere til det blide, kan du evt. halvere mængden af chili.
Du skal bruge: (til to sultne personer)
- 500 gram frisk båndpasta
- 500 gram tigerrejer
- 2 cm frisk ingefær
- 1 frisk rød chili
- 2 fed hvidløg
- 2 spsk sød chilisauce
- Saften fra 1 limefrugt
- 1-2 dl hvidvin
- 2 tsk brun farin
- 1 håndfuld basilikum (gerne thai)
- Rapsolie
Sådan gør du:
Hak chili, hvidløg og ingefær fint. Put rejerne i kogende vand, til de bliver røde (pil dem evt. – det foretrækker jeg, så de ikke har skal og haler, når de er i den færdige ret).
Varm olien på en hed pande og kom chili, hvidløg og ingefær på. Svits det i et par sekunder. Tilsæt farin og chilisauce. Tilsæt derefter rejer, hvidvin og limesaft. Læg gerne læg på panden og lad det simre i de to minutter, det tager at koge den friske pasta. Når pastaen er al dente, skal den bare med i panden. Smag til med salt og tilsæt til sidst basilikum.
Kommentarer
10. september 2007 at 15:09
by Maria (Mad, Opskrifter)
Den er overdådig, overdreven og samtidig ret delikat denne kage. Normalt er jeg tilhænger af en klassisk banankage med store klumper chokolade og et tykt chokoladeovertræk, men denne kage er helt uden chokolade, og det klæder den faktisk, for den er helt i sig selv ret ekstravagant.Selve kagen er svampet og har en svag, men træfsikker smag af banan. Den tykke glasur giver den et frisk pift og lever virkelig op til ordsproget om at være ‘the icing of the cake’. Der er nok glasur til også at komme det på siderne, men jeg synes, det ser flottest ud, når det bare er på toppen. Valnødderne kan sagtens udskiftes med hasselnødder.Du skal bruge:
- 150 gram smør
- 3 1/2 dl sukker
- 2 æg
- 2 bananer
- 1 1/2 dl valnødder (kan med fordel ristes let på en pande)
- 4 1/2 dl mel
- 1 tsk natron
- 1 tsk bagepulver
- 2 tsk vanillesukker
- 1 1/2 dl mælk
Til glasuren:
- 100 gram smør
- 4 dl flormelis
- 3 – 4 spsk kaffefløde (eller citronsaft, hvis du foretrækker glasuren med et meget frisk pift)
Sådan gør du:Rør smør og sukker sammen. Tilsæt et æg af gangen og rør godt. Mos bananerne og tilsæt dem sammen med valnødderne. Rør rigtig godt i et par minutter. Bland de tørre ingredienser og kom dem i dejen skiftevis med mælken.Smør en 2-liters form og hold dejen i den. Bag den midt i ovnen ved 175 grader i en time, eller til den er gennembagt. Tag kagen ud og stil den køligt.Rør smørret til glasuren og arbejd det sammen med flormelisen og fløden/citronsaften. Smør glasuren ud på toppen af den afkølede kage.
9 kommentarer