Let og luftigt italiensk brød

Det kræver ikke nødvendigvis flere års træning for at bage et godt og velsmagende brød. Det er dette brød et bevis på. Ingredienserne skal bare røres sammen, så du behøver ikke at have klør fem i dejen. Til gengæld er det vigtigt at overholde hævetiden, og jo længere det hæver, des bedre bliver brødet – giv det gerne op til et døgn i køleskabet, hvis du har tid til det. Dejen udvikler nogle lækre lange dejtråde, som er med til at gøre det meget luftigt, samtidig med at brødet får en god fugtighed. Jeg har bagt det i årevis, og det har aldrig slået fejl, så det er fast på repertoiret, hvis der ikke er tid til at ælte. Brødet egner sig lige godt som madbrød eller som et velsaltet franskbrød.

Du skal bruge:

  • 15 g gær
  • 1 spsk groft salt
  • 1/2 liter koldt vand
  • 680 g hvedemel

Sådan gør du:
Rør gæren ud vandet. Tilsæt saltet og rør lidt mere. Tilsæt derefter hvedemelet lidt ad gangen og rør det hele sammen. Rør gerne lidt luft ind i dejen. Lad dejen stå og hæve i mindst 8 timer et koldt sted (køleskabet eller udenfor om vinteren). 
Varm ovnen op til 300 eller 275 grader. Vælt dejen ud på en bageplade. Den er ret livlig, så det gælder bare om at få rimelig samling på det, men du behøver ikke decideret at forsøge at forme et brød ud af det. Bag brødet 10 minutter og skru derefter ovnen ned på 200 grader og bag videre i mellem 15 og 20 minutter, alt efter hvor kraftigt din ovn bager. Tag brødet ud og lad det afkøle let, inden du serverer.

2 kommentarer

Cupcakes


De fleste, der har set Sex and the City, husker den scene, hvor Miranda og Carrie sidder foran Magnolia Bakery og spiser en chokolade-cupcake med et tykt lag pink glasur. Efter afsnittet blev vist, stod kagesultne new yorkere i kø foran det lille bageri, og det resulterede i, at det måtte lukke ned, udvide kapaciteten og åbne op igen for at følge med.

Jeg har fået fingre i en kogebog lavet af kvinden bag Magnolia Bakery. Og disse cupcakes er inspireret af hendes opskrift med lidt mindre sød glasur og et twist af citron.

Det skal du bruge:

  • 240 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 120 g blødt smør (gerne usaltet)
  • 240 g rørsukker 
  • 4 æg
  • 200 g chokolade
  • 2,5 dl mælk
  • 1 tsk vanillesukker eller vanilleekstrakt
Glasur:
  • 120 g blødt smør
  • 700 g flormelis
  • 3/4 dl mælk (evt. lidt mere alt efter konsistensen af glasuren
  • 2 tsk vanillesukker eller vanilleekstrakt
  • Skallen fra en usprøjtet citron (evt. også lidt af saften, hvis du foretrækker glasuren lidt mere syrlig)
  • Evt. rød frugtfarve
Sådan gør du:
Bland mel, bagepulver og vanillesukker i en skål. Pisk smør og sukker med en håndmixer, til det er skummende. Tilsæt æg og pisk godt. Smelt chokoladen (evt. kun halvdelen af chokoladen og hak den anden halvdel fint og tilsæt dejen) og rør den i dejen. Tilsæt mel, bagepulver og vanillesukker skiftevis med mælken.
Brug en ske og fyld mellem 12 og 20 (alt efter størrelsen) cupcakeforme. Bag kagerne ved 180 grader i 20 minutter.
Mens kagerne køler, laves glasuren.
Pisk smør, sukker, vanillesukker og mælk med en håndmixer. Smør et godt lag glasur på hver kage, og så er der serveret.  

4 kommentarer