Spis så med Price!

adam_james

De har humor, de har holdning og de har noget så godt og gammeldags som håndelag. Hver onsdag sender DR2 i øjeblikket 2. sæson af madprogrammet Spise med Price, hvor brødrene James og Adam Price boltrer sig i klassiske retter og nyopfundne eksperimenter.
Brødrene er vokset op i et hjem, hvor far – skuespiller John Price – sad hårdt på kødgryderne, mens mor aldrig rigtigt værdigede køkkenet et blik. Jo, det skulle da lige være i rollen som Søs i Far til Fire-filmene. Der er ingen tvivl om, at fars madglæde og lyst til at gå i flæsket på alle typer ingredienser fra mange kulinariske nationer er direkte nedarvet til sønnerne. De laver lige så gerne en hjemmelavet bearnaise som en hurtig pastaret, en cassoulet eller en enkel grøn salat.

Kvalitet og humor
Ingen af brødrene er uddannet kok: Adam er manuskriptforfatter og madanmelder, og James er komponist, kapelmester og madskribent. Deres tilgang til mad er ret ukrukket, samtidig med at de slår et slag for råvarernes kvalitet og ikke mindst – rigeligt smør!
I Spise med Price bevæger brødrene sig mest inden for de europæiske køkkener, og så krydrer de programmerne med et godt glimt i øjet, masser af broderlige drillerier og udfordringer og en smittende madentusiasme. Som små sidehistorier bryder brødrene ind midt i DR Nyhederne og et symfoniorkesters øvergang for at hente ingredienser til retterne. Det er en ret underfundig idé, men ligesom resten af programmet virkelig underholdende – ja, faktisk er Spise med Price sådan en udsendelse, jeg sidder og skraldgriner til. Hvem havde troet, at et madprogram kunne være så sjovt?

4 kommentarer

Pasta puttanesca

Pasta alla Puttanesca

Her er en ret med et lidet charmerende navn: På dansk ville den måske gå under navnet ‘pasta i ludersovs’ eller ‘pasta som en luder ville lave det’. Men lad ikke navnet skræmme dig! For retten er absolut vanedannende, og herhjemme kommer den på bordet de dage, hvor der er brug for lækker mad i en snæver vending.

Der er ansjoser i, og selv om det måske lyder mærkeligt med fisk i en ellers vegetarisk ret, så er ansjosernes funktion bare at fungere som en ekstra krydret form for salt. De forsvinder helt i retten – de smelter simpelthen, og du vil på ingen måde tænke på fisk, når du smager på sagerne. I mine øjne smager retten af Napoli: masser af knald på smagen, salt og lidt rå – alt sammen på den gode måde.

Der er stor uenighed om, hvor navnet stammer på. Men helt sikkert er det, at den stammer fra Napoli. Nogle mener, at retten har fået sit navn, fordi ingredienserne alle sammen er nogen, som en luder kan have stående i køkkenet og til enhver tid røre sammen på ingen tid mellem kunderne. Andre mener, at luderne serverede retten til kunderne. Og helt tredje mener nogen, at navnet kommer af rettens lettere eksotiske duft.

Lige gyldig hvad er den værd at kaste sig ud i. Den er superenkel og hurtig at smække sammen, og så har den en vanedannende smag. Det er en typisk middelhavsret og med ingredienser, som langt de fleste italienske husmødre har i køkkenet.

Til 4-5 personer

Det skal du bruge:

  • 4 fed hvidløg
  • 5 små ansjoser (bedst fra glas, men ellers fra dåse)
  • 2 dåser hakkede tomater (allerhelst økologiske)
  • 3 spsk kapers
  • 200 gram sorte oliven
  • 2 peperoncini (små tørrede chilier)
  • 2 spsk revet citronskal (fra usprøjtede citroner) samt saften fra 1 citron
  • olivenolie
  • salt og peber
  • 2 håndfulde bredbladet persille
  • evt. parmesan
  • 600 gram spaghetti

Sådan gør du:

Hak oliven, kapers, ansjoser og hvidløg (eller blend det). Det skal være ganske finthakket. Steg hvidløget på panden i olivenolie sammen med peperoncini, og kom hurtigt kapers og ansjoser på panden. Steg lidt, men rør konstant. Kom tomaterne ved og lad retten simre i 20-25 minutter.
Sæt spaghetti over og husk at koge den i rigeligt og meget saltet vand (pasta skal have omkring dobbelt så meget salt som kartofler).

Når sovsen har simret, tilsæt citronskal og saft og smag til med salt og peber. Tilsæt evt. en smule sukker i sovsen, for det fremhæver smagen af tomat.

Bland spaghettien med sovsen. Servér med et solidt drys af persille og masser af friskrevet parmesan (italienerne ville korse sig over brugen af parmesan i denne ret, for de spiser ikke parmesan i retter med fisk, men jeg synes, parmesan er prikken over i’et).

Servér med en frisk grøn salat med lidt citronsaft, salt og olivenolie eller et godt stykke brød.

7 kommentarer