15. juni 2007 at 11:32
by Maria (Anmeldelser, Film)
“Sarajevo – håbets sang” er titlen på den seneste film, jeg har set i Øst for Paradis. Den kan i høj grad anbefales: Ikke kun fordi den handler om den mørke krig på Balkan, men også fordi den i sig selv er yderst seværdig og vedkommende i sine temaer. Den væsentligste årsag til, at filmen gjorde indtryk på mig, er, at den giver en stemme til nogle af de helt almindelige menneskelige skæbner, som er blevet mærket for livet af krigen. Endelig kommer der ansigt på krigens rædsler, og det bliver langt mere nærværende end tv-avisens kolde og faktuelle skildringer.
Filmen skildrer forholdet mellem moderen Esma og hendes 12-årige datter Sara. Fra begyndelsen er det tydeligt, at der er noget uhyggeligt og uudsagt mellem dem, som må og skal frem i løbet af filmen. Sara skal på en skole-udflugt, og Esma knokler – trods sine tydelige psykiske traumer og dårlige helbred – hver nat på en natklub for at skrabe penge sammen til Saras tur, og det ender med, at hun får penge nok til at betale den fulde pris. Men der er noget, Sara ikke forstår, for hun har hele sit liv fået at vide, at hendes far er død som martyr i krigen, og hvis det er sandt, kunne moderen få et bevis af myndighederne på det. Ved at fremvise beviset kunne Sara få en klækkelig rabat på skoleudflugten – og ikke mindst kunne hun få noget respekt i sine kammeraters øjne pga. farens skæbne. Esma skaffer aldrig beviset til huse, og Sara fatter mistanke – hvem var hendes far egentlig, og er det løgn, at han døde som martyr, hvad er det moderen skjuler for hende? Jeg vil ikke afsløre, hvad filmen ender med, men en skæbnesvanger sandhed kommer på bordet, og mors og datters forhold skal defineres på ny.
Jeg blev meget grebet af filmen. Den tager tilskueren med til Sarajevo og giver en rundvisning i nogle af de skæbner, krigen har skabt. Alle er mærket, og ikke mindst byen bærer tydelige ar.
Kommentarer
14. januar 2007 at 18:26
by Maria (Anmeldelser, Film)
Det er på en gang en underligt stillestående, stemningsmættet og tankevækkende oplevelse at se filmen Babel. Jeg var allermest slået over, hvordan filmen forfulgte mig i dagene efter med spørgsmål om skillelinjerne mellem godt og ondt, mellem terrorist og offer, mellem kommunikation og mangel på forståelse – og i det hele taget om verden er så sort/hvid, som den let kan forekomme, når der ikke finder nogen reel kommunikation og forståelse sted mellem mennesker.
Filmen er fortalt på en ganske utraditionel vis, og det er selve fortællestilen, der er skyld i, at den forekommer fragmenteret og stillestående undervejs. Som publikum oplever man fire forskellige og seperate historier udspille sig forskellige steder i verden, og først til allersidst går det op for én, at de er kædet sammen. Det sammenkædende element er en riffel. Riflen bliver introduceret i den indledende scene, hvor en arabisk-udseende mand vandrer igennem et ørkenlignende, goldt og blæsende landskab med riflen over skulderen. Han opsøger en familie med to børn, og han bytter våbnet til en ged. Selsvsamme riffel ender i hænderne på familiens yngste søn, Yusef, som skyder mod en bus og rammer en amerikansk kvinde i skulderen. Kvinden er repræsentant for filmens anden historie: Hun er sammen med sin mand i Marokko på ferie, hvor de arbejder på deres kriseramte forholdt. Det indikeres, at de har mistet et barn, og at manden samtidig ikke har været en tilstrækkelig god far over for de to børn, de allerede har.
Men riflen er også relateret til de to andre historier i filmen. Det viser sig, at den stammer fra Japan, hvor den er blevet solgt af en japansk handelsmand til en jæger, som derefter har solgt den videre til manden i ørkenen. Den japanske handelsmand er far til døve Chieko, som også spiller en af filmens hovedroller. Hun er døv og bund-ulykkelig og forsøger filmen igennem at træde i karakter som et seksuelt individ. Hendes taktik er overvældende og uforståelig og understreger filmens tema om de fatale konsekvenser ved manglen på kommunikation mellem mennesker. For eksempel er hun til tandlæge, og mens tandlægen undersøger hendes mund, slikker hun ham i ansigten og fører hans hånd ned mellem benene på hende. At hun er døv og ikke har noget sprog, gør hendes distance og fremmedgjorthed over for verden og andre mennesker næsten ubærlig.
Det sidste miniplot i det overornede plot i Babel udgøres af den mexicanske barnepige, Amelia. Hun passer en amerikansk families to børn, og hun skal til sin søns bryllup. Børnenes forældre er på ferie, og de kan ikke finde en anden barnepige til børnene. Derfor ender Amelia med at tage børnene med til brylluppet, hvilket viser sig at være en skæbnesvanger ide. Først langt henne i filmen opdager seeren, at børnenes forældre er ægteparret i ørkenen, og at det er deres mor, som er blevet skudt.
På den måde hænger alle de løse ender og små plots i Babel sammen og udgør til sidst en mere samlet fortælling. Fortællestilen er dog så fragmenteret, og historierne, der viser sig at hænge sammen, bliver fortalt med en forskydelse i tiden, så det er meget svært for seeren at skabe sammenhæng. Det er som om, tilskueren skal føle på egen krop, at verden er frygtindgydende usammenhængende og fuld af ensomme og distancerede mennesker, så længe vi ikke kommunikerer. Et eksempel på de mange tidsforskydelser finder man først i filmen, hvor Yusef affyrer sit skud mod bussen, og derefter klippes der til ægteparret, der sidder og indtager en frokost på deres tur ud i ørkenen. For seeren er der derfor ikke nogen umiddelbar sammenhæng mellem kuglen og kvinden, for endnu tror seeren ikke, at kvinden sidder i bussen på det tidspunkt, kuglen farer igennem ruden.
En af de for mig at se væsentligste effekter ved, at filmen ikke har et fortløbende plot, er, at man som seer tvinges til at søge efter sammenhænge. I den proces opstår der en del frustration, fordi sammenhængende ikke er tydelige, og som seer kan man derfor spejle sig i filmens personer, der også vandrer rundt i verden uden evne til at kommunikere fyldesgørende og dermed også til at forstå. Verden og skæbnen forekommer usammenhængende og skæbnen tilfældig.
Filmens gennemgående tema om kommunikationen som nødvendighed og som stor, basal forhindring spejles direkte i titlen Babel. Den henviser til fortællingen om Babels-tårnet i Bibelen, der tematiserer kommunikation, der ikke fungerer. Menneskene prøvede at bygge et tårn, der nåede helt op til himlen. Gud satte en stopper for deres projekt ved at give alle folk forskellige sprog. Kineserne begyndte at tale kinesisk, og italienerne begyndte at tale italiensk, og dermed mistede folkeslagene evnen til at kommunikere direkte og uhindret med hinanden. Byggeprojektet gik derfor i stå, og ufred mellem folk opstod.
Det er stadig den ufred, som menneskene slås med i dag, og det bringer mig til filmens næste væsentlige tema, som er, at den stiller spørgsmålstegn ved en sort-hvid verdensopfattelse. Jeg ser en direkte kritik til den såkaldte krig mod terror. Kuglen fra riflen mellem en marokaners hænder rammer en vestlig kvinde i skulderen. Det ville fra et vestligt perspektiv klart blive opfattet som en terrorhandling, og vedkommende, der havde affyret skudet, ville utvetydigt være en ondsindet terrorist uden hjerte eller sjæl. Men ‘terroristen’ i denne film er en lille dreng, som ikke aner konsekvenserne af sin handling, og som pr. definition er usyldig, fordi han er barn: Kan han være en ond terrorist, som skal straffes? Synes filmen at spørge.
I den optik er Babel også vand på alle humanisters og ikke mindst socialisters mølle: Vi skal være gode ved hinanden, se om bag folks handlinger og forsøge at forstå og skabe sammenhænge i handlinger og menneskers sind.
1 kommentar
25. marts 2006 at 23:29
by Maria (Anmeldelser, Film)
Det er ganske vist: Gasolins musik har indskrevet sig som en naturlig del af den danske kulturarv…på linje med smørrebrød, H.C. Andersens grimme ælling og kolde pilsnere på en varm sommerdag. Jeg tvivler på, at der findes en voksen dansker med respekt for sig selv, som ikke kan nynne med på “Rabalderstræde” eller “Masser af succes”. Hvor er det egentlig enestående, at Gasolin stadig kan få danskerne til at synge som med én mund. Derfor er det heller ikke så underligt, at tusindvis af danskerne i disse dage indløser billet den nye og anmelderroste dokumentarfilm af Anders Østergaard om selveste Gasolin. Helt fra begyndelsen har filmen fået status af ‘sådan én, vi danskere bare må se’.
Visuelt smuk dokumentar
I går tog jeg også selv turen ind i det rødplyssede mørke for at kigge ind i en tid og møde et band, som jeg selv er for ung til at have førstehånds-kendskab til, men som jeg gennem deres musik alligevel føler, at jeg kender lidt.
I mine øjne er Gasolin klart en anbefalelsesværdig film. Æstetisk er den overbevisende skruet sammen: klip fra Gasolins egen tid fletter sig harmonisk og legende sammen med klip fra nutiden, hvor bandets medlemmer fortæller om, hvordan de oplevede tiden med Gasolin.
Filmen byder også på flere smukke visuelle effekter, hvilket giver billedsiden et strejf af overraskelse og et positivt særpræg. På et tidspunkt glider sæbebobler eksempelvis ganske ubemærket rundt om Kim Larsen hoved, mens han er i gang med sin retrospektive beretning. Det er med til at gøre filmen uforudsigelig og poetisk på én og samme gang, og jeg som seer kan undre mig over, hvorfor de sæbebobler dog flyver rundt lige der: Var bandet Gasolin med de store ambitioner om at erobre verdens musikalske scener i virkeligheden en sårbar boble af bristefærdige drømme, som blot venter på at blive punkteret af et spidst fremmedelement? Det er et virkningsfuldt visuelt trick af Anders Østergaard, og dem var der rigtig mange af.
Mange ubesvarede spørgsmål
Jeg var ret godt underholdt under hele filmen: Band-medlemmernes fortællinger var nærværende og ikke uden humor, musikken var som altid værd at lytte til, og rent håndværksmæssigt er filmen vellykket og sikkert skruet sammen.
Men det var dog ikke uden en vis ærgrelse, at jeg forlod biografen. Der var alt for mange ubesvarede spørgsmål, der trængte sig på i mit hoved: Hvorfor gik interviewene ikke lidt tættere på? Hvorfor skulle vi ikke høre lidt mere om, hvordan det føltes at være medlem af en band, hvor drivkraften ofte var insisterende skænderier om bagateller? Hvorfor er der vinklet så skarpt på det kronologiske forløb af Gasolins tilblivelse, udvikling og fald? Hvorfor må vi ikke vide bare lidt om, hvordan livet har formet sig for bandets medlemmer, siden det gik i opløsning? Især vil jeg gerne vide mere om Frans Beckerlees tanker og følelser, da han – mere modvilligt end de andre – måtte opgive drømmen om, at Gasolin skulle udgive endnu en plade. I det hele taget savner jeg måske at komme bare lidt tættere på filmens hovedpersoner, og jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der er rigtig meget, jeg ikke får lov at høre om.
Kommentarer