Gasolin’ i glimtende indpakning

Gasolin' plakatDet er ganske vist: Gasolins musik har indskrevet sig som en naturlig del af den danske kulturarv…pÃ¥ linje med smørrebrød, H.C. Andersens grimme ælling og kolde pilsnere pÃ¥ en varm sommerdag. Jeg tvivler pÃ¥, at der findes en voksen dansker med respekt for sig selv, som ikke kan nynne med pÃ¥ “Rabalderstræde” eller “Masser af succes”. Hvor er det egentlig enestÃ¥ende, at Gasolin stadig kan fÃ¥ danskerne til at synge som med én mund. Derfor er det heller ikke sÃ¥ underligt, at tusindvis af danskerne i disse dage indløser billet den nye og anmelderroste dokumentarfilm af Anders Østergaard om selveste Gasolin. Helt fra begyndelsen har filmen fÃ¥et status af ‘sÃ¥dan én, vi danskere bare mÃ¥ se’.

Visuelt smuk dokumentar

I går tog jeg også selv turen ind i det rødplyssede mørke for at kigge ind i en tid og møde et band, som jeg selv er for ung til at have førstehånds-kendskab til, men som jeg gennem deres musik alligevel føler, at jeg kender lidt.

I mine øjne er Gasolin klart en anbefalelsesværdig film. Æstetisk er den overbevisende skruet sammen: klip fra Gasolins egen tid fletter sig harmonisk og legende sammen med klip fra nutiden, hvor bandets medlemmer fortæller om, hvordan de oplevede tiden med Gasolin.

Filmen byder også på flere smukke visuelle effekter, hvilket giver billedsiden et strejf af overraskelse og et positivt særpræg. På et tidspunkt glider sæbebobler eksempelvis ganske ubemærket rundt om Kim Larsen hoved, mens han er i gang med sin retrospektive beretning. Det er med til at gøre filmen uforudsigelig og poetisk på én og samme gang, og jeg som seer kan undre mig over, hvorfor de sæbebobler dog flyver rundt lige der: Var bandet Gasolin med de store ambitioner om at erobre verdens musikalske scener i virkeligheden en sårbar boble af bristefærdige drømme, som blot venter på at blive punkteret af et spidst fremmedelement? Det er et virkningsfuldt visuelt trick af Anders Østergaard, og dem var der rigtig mange af.

Mange ubesvarede spørgsmål

Jeg var ret godt underholdt under hele filmen: Band-medlemmernes fortællinger var nærværende og ikke uden humor, musikken var som altid værd at lytte til, og rent håndværksmæssigt er filmen vellykket og sikkert skruet sammen.

Men det var dog ikke uden en vis ærgrelse, at jeg forlod biografen. Der var alt for mange ubesvarede spørgsmÃ¥l, der trængte sig pÃ¥ i mit hoved: Hvorfor gik interviewene ikke lidt tættere pÃ¥? Hvorfor skulle vi ikke høre lidt mere om, hvordan det føltes at være medlem af en band, hvor drivkraften ofte var insisterende skænderier om bagateller? Hvorfor er der vinklet sÃ¥ skarpt pÃ¥ det kronologiske forløb af Gasolins tilblivelse, udvikling og fald? Hvorfor mÃ¥ vi ikke vide bare lidt om, hvordan livet har formet sig for bandets medlemmer, siden det gik i opløsning? Især vil jeg gerne vide mere om Frans Beckerlees tanker og følelser, da han – mere modvilligt end de andre – mÃ¥tte opgive drømmen om, at Gasolin skulle udgive endnu en plade. I det hele taget savner jeg mÃ¥ske at komme bare lidt tættere pÃ¥ filmens hovedpersoner, og jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der er rigtig meget, jeg ikke fÃ¥r lov at høre om.

RSS feed for comments on this post · TrackBack URL

Post a Comment

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close