Virgin Suicides

virginsuicides1.jpg

Jeg har lige haft en foruroligende, men samtidig bjergtagende læseoplevelse. Jeffrey Eugenides’ “The Virgin Suicides” handler om fem teenagepiger, The Lisbon Girls, der lever i et sovende forstadskvarter til Michigan. Som titlen peger pÃ¥, ender de alle fem ganske rigtigt med at begÃ¥ selvmord: Alle i kvarteret, der har observeret familien – og ikke mindst læseren selv – sidder tilbage med en uhyggelig fornemmelse af ikke at kende Ã¥rsagen til, at pigerne vælger at slÃ¥ sig selv ihjel. Igennem en hel bog og en masse fakta om pigerne bliver det aldrig klart, hvorfor selvmord synes at være deres eneste udvej.

Jeg sidder tilbage med en klump i halsen, fordi det i al sin gru er gået op for mig, at jeg har været vidne til en tragedie (godt nok i fiktiv form), som jeg aldrig vil få en dybere forståelse af: Jeg er dømt til for altid at være tilskuer uden indsigt. Gad vide, om bogen og dens forfatter vil have mig til at tænke på, om den position i virkeligheden gør sig gældende for rigtig mange menneskelige relationer? I givet fald føler jeg mig oplyst og samtidig foruroliget!

Med et glædeligt strejf af humor og sarkasme

Ud fra ovenstÃ¥ende lidt dystopiske udlægning af bogen kan man forledes til at tro, at bogen er sÃ¥vel trist som uhyggelig. Det er langt fra tilfældet. Som læser er man godt underholdt, og skildringen af det død-kedelige sovekvarter stÃ¥r lyslevende pÃ¥ min nethinde. Samtidig har forfatteren valgt at fortælle historien gennem et kollektivt ‘vi’. Der er sÃ¥ledes ikke nogen fast defineret afsender pÃ¥ fortællingen. I stedet omfatter ‘vi’ en gruppe af kvarterets drenge, der holder ivrigt og Ã¥rvÃ¥gent holder øje med Lisbon-pigerne. De fortæller historien retrospektivt, og ogsÃ¥ de forsøger at finde en dybere forstÃ¥else af de tilsyneladende uforstÃ¥elige selvmord. Skildringen af drengenes fascination og forfølgelse af pigerne er præget af en umiskendelig grad af ironi: De sidder i en træ-hule og holder øje med pigerne gennem kikkerter – i stedet for at opsøge dem.

I det hele taget udstiller bogen pÃ¥ komisk og grotesk vis, hvordan mennesker, der ikke selv er impliceret i en tragedie, hÃ¥ndterer andre folks sorg og ulykke pÃ¥ en yderst ubehjælpsom og akavet mÃ¥de. Som da de voksne i nabolaget – oven pÃ¥ den yngste piges selvmord – vil hjælpe familien Lisbon med at rive det hegn ned, som pigen hængte sig pÃ¥: Hegnet rokker sig ikke ud af stedet. Det er, som om bogen vil sige, at det mÃ¥ske havde været en bedre idé rent faktisk at tale med familien om deres sorg frem for at fjerne de fysiske minder om den.

Fart over sproget

Jeffrey Euginedes skriver som en drøm. Der er en forfriskende lethed over hans sprog, og samtidig er der et umiskendeligt glimt i øjet, som gør, at jeg som læser – trods det tunge emne – føler mig godt underholdt. Bogen er ikke en deprimerende skildring af et fremmedgjort USA, hvor ingen tør forsøge at forstÃ¥ og trænge sig ind pÃ¥ hinanden. Den er snarere et lille ironisk vink med en vognstang om, at der findes mere eller mindre hensigtsmæssige mÃ¥der at forsøge at ‘være der for andre pÃ¥’, og at mange er for klumpedumpede og usikre, nÃ¥r det kommer til at hÃ¥ndtere svære situationer. Jeg ser bogen som en opfordring til at skifte den distancerende kikkert ud med et fast og gensidigt blik i sine medmenneskers øjne – det er der i hvert fald ingen, der dør af.

RSS feed for comments on this post · TrackBack URL

Post a Comment

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close