Murakami er min nye helt

Kafka on the ShoreDen aften, hvor jeg åbnede den første side i min første bog af den japanske forfatter Haruki Murakami, holdt jeg nærmest op med at trække vejret. Sådan virkede det i hvert fald for mine omgivelser; jeg var umulig at komme i kontakt med. Det var helt og aldeles bjergtagende læsning, og Murakami slog benene væk under mig.
Selv om jeg har læst mange bøger og føler mig relativt velbevandret i diverse litterære genrer, har jeg aldrig mødt en forfatter eller en stil, der for alvor kan sammenlignes med Murakami. Han er noget så umoderne som unik. Den eneste sammenligning, jeg kan finde, må jeg derfor hente i billedkunstens verden, hos surrealisten Dalì.
De to kunstnere har det til fælles, at de skaber værker, som egentlig ikke giver mening, hvis man kigger på dem med sit logiske blik og søger efter en forkromet sammenhæng mellem værkets enkeltdele. De giver slet ikke rationel mening, hvis man sammenligner deres meningsdannelse (eller mangel på samme) med den virkelig, man selv kender til. I stedet består værkerne af delelementer, der inden for værkets egen ramme egentlig passer rigtig fint sammen, men når man sammenligner med virkeligheden omkring værket, bliver det surrealistisk.
Det er en meget spændende balancegang, Murakami har gang i. Han formÃ¥r at blande helt realistiske elementer med uforklarlige, surrealistiske og fantastiske hændelser: katte snakker, drøm og virkelighed blander sig til et stort misk-mask, og mennesker handler ud fra motiver, de ikke selv forstÃ¥r – eller ogsÃ¥ handler de helt uden motiver, men fordi de hÃ¥ber og tror, at deres handling vil komme til at give mening i et større perspektiv, som de ikke selv kan se. Det er et eksperiment, der fÃ¥r mig til at holde vejret og tabe pusten af bare beundring.
På trods af det surrealistiske formår Murakami på helt forbilledlig vis at fastholde læseren i et dragende plot. Der er tale om nærmest triviallitterære greb som cliffhangers og suspense-opbygning. Men hvad enten det låner fra trivialgenren eller ej, er det alt andet end trivielt. Det griber læseren i de mindste nakkehår og får læseren til at læse videre og videre i en søgen på de uendeligt mange spørgsmål, bøgerne rejser. Selv om meget er uforståeligt, formår Murakami at opfylde læserens behov for en menigsfuld historie, der hænger så meget sammen, at man kan acceptere de mange mystiske elementer.
En sidste ting, jeg vil fremhæve er, at Murakamis sprog er poetisk, legende og let, og plottet er uforudsigeligt og fuld af overraskelser. Som kronen på værket er bøgerne fulde af små perler af filosofi og eksistentielle overvejelser.
Det er intet mindre end et imponerende forfatterskab, og det fortjener alverdens varme anbefalinger.

2 Comments »

  1. Pauline said,

    juni 11th, 2010 at 17:45

    Hvor har du ret! Jeg har aldrig læst en anmeldelse af en bog, jeg HAR læst, men overskriften fangede mig, fordi Muramaki ogsÃ¥ er min nye helt! Jeg MÃ… have fat i Trækopfuglens krønike til sommerferien… eller en anden bog af ham. Har du læst den eller andre af bøger ham, du kan anbefale?

  2. Maria said,

    juni 12th, 2010 at 0:35

    Kære Pauline. Jeg har næsten læst hele hans forfatterskab, for hans univers bare er sÃ¥ dragende. Jeg kan godt anbefale Trækopfuglens Krønnike, selv om den er lidt til den tunge side. Jeg kan virkelig anbefalefx “Sputnik min elskede”. God læselyst!

RSS feed for comments on this post · TrackBack URL

Post a Comment

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close