Bolcher pr. postordre

bolsjer.jpg

Okay, egentlig synes jeg ikke, at min blog skal være stopfuld af reklamer for alt muligt, som jeg lige tilfældigvis selv er vild med. Men i dag gør jeg lige en undtagelse, for min søde tand har vundet over mine principper.

Sømods Bolcher har for noget tid siden åbnet en netbutik, og for nylig testede jeg lige, om det virkede. Og det gør det. Som jyde har jeg længe holdt et vågent øje med, om Sømods havde tænkt sig at gå online, for det ville gøre det noget lettere at stille sin bolche-trang her i Århus.

Sømods Bolcher håndhæver gammeldags principper om bolchekongning, og både formen på bolscherne og smagen er ganske autentisk og smager sikkert, som dengang H.C. Andersen var dreng. Hvis du har en sød tand, kan det anbefales at hoppe forbi: www.soemods-bolcher.dk

Kommentarer

Sarajevo Рden grumme fortid f̴r et ansigt

Sara og Esma“Sarajevo – hÃ¥bets sang” er titlen pÃ¥ den seneste film, jeg har set i Øst for Paradis. Den kan i høj grad anbefales: Ikke kun fordi den handler om den mørke krig pÃ¥ Balkan, men ogsÃ¥ fordi den i sig selv er yderst seværdig og vedkommende i sine temaer. Den væsentligste Ã¥rsag til, at filmen gjorde indtryk pÃ¥ mig, er, at den giver en stemme til nogle af de helt almindelige menneskelige skæbner, som er blevet mærket for livet af krigen. Endelig kommer der ansigt pÃ¥ krigens rædsler, og det bliver langt mere nærværende end tv-avisens kolde og faktuelle skildringer.

Filmen skildrer forholdet mellem moderen Esma og hendes 12-Ã¥rige datter Sara. Fra begyndelsen er det tydeligt, at der er noget uhyggeligt og uudsagt mellem dem, som mÃ¥ og skal frem i løbet af filmen. Sara skal pÃ¥ en skole-udflugt, og Esma knokler – trods sine tydelige psykiske traumer og dÃ¥rlige helbred – hver nat pÃ¥ en natklub for at skrabe penge sammen til Saras tur, og det ender med, at hun fÃ¥r penge nok til at betale den fulde pris. Men der er noget, Sara ikke forstÃ¥r, for hun har hele sit liv fÃ¥et at vide, at hendes far er død som martyr i krigen, og hvis det er sandt, kunne moderen fÃ¥ et bevis af myndighederne pÃ¥ det. Ved at fremvise beviset kunne Sara fÃ¥ en klækkelig rabat pÃ¥ skoleudflugten – og ikke mindst kunne hun fÃ¥ noget respekt i sine kammeraters øjne pga. farens skæbne. Esma skaffer aldrig beviset til huse, og Sara fatter mistanke – hvem var hendes far egentlig, og er det løgn, at han døde som martyr, hvad er det moderen skjuler for hende? Jeg vil ikke afsløre, hvad filmen ender med, men en skæbnesvanger sandhed kommer pÃ¥ bordet, og mors og datters forhold skal defineres pÃ¥ ny.

Jeg blev meget grebet af filmen. Den tager tilskueren med til Sarajevo og giver en rundvisning i nogle af de skæbner, krigen har skabt. Alle er mærket, og ikke mindst byen bærer tydelige ar.

Kommentarer

Murakami er min nye helt

Kafka on the ShoreDen aften, hvor jeg åbnede den første side i min første bog af den japanske forfatter Haruki Murakami, holdt jeg nærmest op med at trække vejret. Sådan virkede det i hvert fald for mine omgivelser; jeg var umulig at komme i kontakt med. Det var helt og aldeles bjergtagende læsning, og Murakami slog benene væk under mig.
Selv om jeg har læst mange bøger og føler mig relativt velbevandret i diverse litterære genrer, har jeg aldrig mødt en forfatter eller en stil, der for alvor kan sammenlignes med Murakami. Han er noget så umoderne som unik. Den eneste sammenligning, jeg kan finde, må jeg derfor hente i billedkunstens verden, hos surrealisten Dalì.
De to kunstnere har det til fælles, at de skaber værker, som egentlig ikke giver mening, hvis man kigger på dem med sit logiske blik og søger efter en forkromet sammenhæng mellem værkets enkeltdele. De giver slet ikke rationel mening, hvis man sammenligner deres meningsdannelse (eller mangel på samme) med den virkelig, man selv kender til. I stedet består værkerne af delelementer, der inden for værkets egen ramme egentlig passer rigtig fint sammen, men når man sammenligner med virkeligheden omkring værket, bliver det surrealistisk.
Det er en meget spændende balancegang, Murakami har gang i. Han formÃ¥r at blande helt realistiske elementer med uforklarlige, surrealistiske og fantastiske hændelser: katte snakker, drøm og virkelighed blander sig til et stort misk-mask, og mennesker handler ud fra motiver, de ikke selv forstÃ¥r – eller ogsÃ¥ handler de helt uden motiver, men fordi de hÃ¥ber og tror, at deres handling vil komme til at give mening i et større perspektiv, som de ikke selv kan se. Det er et eksperiment, der fÃ¥r mig til at holde vejret og tabe pusten af bare beundring.
På trods af det surrealistiske formår Murakami på helt forbilledlig vis at fastholde læseren i et dragende plot. Der er tale om nærmest triviallitterære greb som cliffhangers og suspense-opbygning. Men hvad enten det låner fra trivialgenren eller ej, er det alt andet end trivielt. Det griber læseren i de mindste nakkehår og får læseren til at læse videre og videre i en søgen på de uendeligt mange spørgsmål, bøgerne rejser. Selv om meget er uforståeligt, formår Murakami at opfylde læserens behov for en menigsfuld historie, der hænger så meget sammen, at man kan acceptere de mange mystiske elementer.
En sidste ting, jeg vil fremhæve er, at Murakamis sprog er poetisk, legende og let, og plottet er uforudsigeligt og fuld af overraskelser. Som kronen på værket er bøgerne fulde af små perler af filosofi og eksistentielle overvejelser.
Det er intet mindre end et imponerende forfatterskab, og det fortjener alverdens varme anbefalinger.

2 Comments

Babel gi’r fordommene tæsk

brad_pitt_i_babel___101190o.jpgDet er pÃ¥ en gang en underligt stillestÃ¥ende, stemningsmættet og tankevækkende oplevelse at se filmen Babel. Jeg var allermest slÃ¥et over, hvordan filmen forfulgte mig i dagene efter med spørgsmÃ¥l om skillelinjerne mellem godt og ondt, mellem terrorist og offer, mellem kommunikation og mangel pÃ¥ forstÃ¥else – og i det hele taget om verden er sÃ¥ sort/hvid, som den let kan forekomme, nÃ¥r der ikke finder nogen reel kommunikation og forstÃ¥else sted mellem mennesker.

Filmen er fortalt på en ganske utraditionel vis, og det er selve fortællestilen, der er skyld i, at den forekommer fragmenteret og stillestående undervejs. Som publikum oplever man fire forskellige og seperate historier udspille sig forskellige steder i verden, og først til allersidst går det op for én, at de er kædet sammen. Det sammenkædende element er en riffel. Riflen bliver introduceret i den indledende scene, hvor en arabisk-udseende mand vandrer igennem et ørkenlignende, goldt og blæsende landskab med riflen over skulderen. Han opsøger en familie med to børn, og han bytter våbnet til en ged. Selsvsamme riffel ender i hænderne på familiens yngste søn, Yusef, som skyder mod en bus og rammer en amerikansk kvinde i skulderen. Kvinden er repræsentant for filmens anden historie: Hun er sammen med sin mand i Marokko på ferie, hvor de arbejder på deres kriseramte forholdt. Det indikeres, at de har mistet et barn, og at manden samtidig ikke har været en tilstrækkelig god far over for de to børn, de allerede har.

Men riflen er også relateret til de to andre historier i filmen. Det viser sig, at den stammer fra Japan, hvor den er blevet solgt af en japansk handelsmand til en jæger, som derefter har solgt den videre til manden i ørkenen. Den japanske handelsmand er far til døve Chieko, som også spiller en af filmens hovedroller. Hun er døv og bund-ulykkelig og forsøger filmen igennem at træde i karakter som et seksuelt individ. Hendes taktik er overvældende og uforståelig og understreger filmens tema om de fatale konsekvenser ved manglen på kommunikation mellem mennesker. For eksempel er hun til tandlæge, og mens tandlægen undersøger hendes mund, slikker hun ham i ansigten og fører hans hånd ned mellem benene på hende. At hun er døv og ikke har noget sprog, gør hendes distance og fremmedgjorthed over for verden og andre mennesker næsten ubærlig.

Det sidste miniplot i det overornede plot i Babel udgøres af den mexicanske barnepige, Amelia. Hun passer en amerikansk families to børn, og hun skal til sin søns bryllup. Børnenes forældre er på ferie, og de kan ikke finde en anden barnepige til børnene. Derfor ender Amelia med at tage børnene med til brylluppet, hvilket viser sig at være en skæbnesvanger ide. Først langt henne i filmen opdager seeren, at børnenes forældre er ægteparret i ørkenen, og at det er deres mor, som er blevet skudt.

004.jpgPå den måde hænger alle de løse ender og små plots i Babel sammen og udgør til sidst en mere samlet fortælling. Fortællestilen er dog så fragmenteret, og historierne, der viser sig at hænge sammen, bliver fortalt med en forskydelse i tiden, så det er meget svært for seeren at skabe sammenhæng. Det er som om, tilskueren skal føle på egen krop, at verden er frygtindgydende usammenhængende og fuld af ensomme og distancerede mennesker, så længe vi ikke kommunikerer. Et eksempel på de mange tidsforskydelser finder man først i filmen, hvor Yusef affyrer sit skud mod bussen, og derefter klippes der til ægteparret, der sidder og indtager en frokost på deres tur ud i ørkenen. For seeren er der derfor ikke nogen umiddelbar sammenhæng mellem kuglen og kvinden, for endnu tror seeren ikke, at kvinden sidder i bussen på det tidspunkt, kuglen farer igennem ruden.
En af de for mig at se væsentligste effekter ved, at filmen ikke har et fortløbende plot, er, at man som seer tvinges til at søge efter sammenhænge. I den proces opstår der en del frustration, fordi sammenhængende ikke er tydelige, og som seer kan man derfor spejle sig i filmens personer, der også vandrer rundt i verden uden evne til at kommunikere fyldesgørende og dermed også til at forstå. Verden og skæbnen forekommer usammenhængende og skæbnen tilfældig.

Filmens gennemgående tema om kommunikationen som nødvendighed og som stor, basal forhindring spejles direkte i titlen Babel. Den henviser til fortællingen om Babels-tårnet i Bibelen, der tematiserer kommunikation, der ikke fungerer. Menneskene prøvede at bygge et tårn, der nåede helt op til himlen. Gud satte en stopper for deres projekt ved at give alle folk forskellige sprog. Kineserne begyndte at tale kinesisk, og italienerne begyndte at tale italiensk, og dermed mistede folkeslagene evnen til at kommunikere direkte og uhindret med hinanden. Byggeprojektet gik derfor i stå, og ufred mellem folk opstod.
Det er stadig den ufred, som menneskene slÃ¥s med i dag, og det bringer mig til filmens næste væsentlige tema, som er, at den stiller spørgsmÃ¥lstegn ved en sort-hvid verdensopfattelse. Jeg ser en direkte kritik til den sÃ¥kaldte krig mod terror. Kuglen fra riflen mellem en marokaners hænder rammer en vestlig kvinde i skulderen. Det ville fra et vestligt perspektiv klart blive opfattet som en terrorhandling, og vedkommende, der havde affyret skudet, ville utvetydigt være en ondsindet terrorist uden hjerte eller sjæl. Men ‘terroristen’ i denne film er en lille dreng, som ikke aner konsekvenserne af sin handling, og som pr. definition er usyldig, fordi han er barn: Kan han være en ond terrorist, som skal straffes? Synes filmen at spørge.

I den optik er Babel også vand på alle humanisters og ikke mindst socialisters mølle: Vi skal være gode ved hinanden, se om bag folks handlinger og forsøge at forstå og skabe sammenhænge i handlinger og menneskers sind.

1 kommentar

Virgin Suicides

virginsuicides1.jpg

Jeg har lige haft en foruroligende, men samtidig bjergtagende læseoplevelse. Jeffrey Eugenides’ “The Virgin Suicides” handler om fem teenagepiger, The Lisbon Girls, der lever i et sovende forstadskvarter til Michigan. Som titlen peger pÃ¥, ender de alle fem ganske rigtigt med at begÃ¥ selvmord: Alle i kvarteret, der har observeret familien – og ikke mindst læseren selv – sidder tilbage med en uhyggelig fornemmelse af ikke at kende Ã¥rsagen til, at pigerne vælger at slÃ¥ sig selv ihjel. Igennem en hel bog og en masse fakta om pigerne bliver det aldrig klart, hvorfor selvmord synes at være deres eneste udvej.

Jeg sidder tilbage med en klump i halsen, fordi det i al sin gru er gået op for mig, at jeg har været vidne til en tragedie (godt nok i fiktiv form), som jeg aldrig vil få en dybere forståelse af: Jeg er dømt til for altid at være tilskuer uden indsigt. Gad vide, om bogen og dens forfatter vil have mig til at tænke på, om den position i virkeligheden gør sig gældende for rigtig mange menneskelige relationer? I givet fald føler jeg mig oplyst og samtidig foruroliget!

Med et glædeligt strejf af humor og sarkasme

Ud fra ovenstÃ¥ende lidt dystopiske udlægning af bogen kan man forledes til at tro, at bogen er sÃ¥vel trist som uhyggelig. Det er langt fra tilfældet. Som læser er man godt underholdt, og skildringen af det død-kedelige sovekvarter stÃ¥r lyslevende pÃ¥ min nethinde. Samtidig har forfatteren valgt at fortælle historien gennem et kollektivt ‘vi’. Der er sÃ¥ledes ikke nogen fast defineret afsender pÃ¥ fortællingen. I stedet omfatter ‘vi’ en gruppe af kvarterets drenge, der holder ivrigt og Ã¥rvÃ¥gent holder øje med Lisbon-pigerne. De fortæller historien retrospektivt, og ogsÃ¥ de forsøger at finde en dybere forstÃ¥else af de tilsyneladende uforstÃ¥elige selvmord. Skildringen af drengenes fascination og forfølgelse af pigerne er præget af en umiskendelig grad af ironi: De sidder i en træ-hule og holder øje med pigerne gennem kikkerter – i stedet for at opsøge dem.

I det hele taget udstiller bogen pÃ¥ komisk og grotesk vis, hvordan mennesker, der ikke selv er impliceret i en tragedie, hÃ¥ndterer andre folks sorg og ulykke pÃ¥ en yderst ubehjælpsom og akavet mÃ¥de. Som da de voksne i nabolaget – oven pÃ¥ den yngste piges selvmord – vil hjælpe familien Lisbon med at rive det hegn ned, som pigen hængte sig pÃ¥: Hegnet rokker sig ikke ud af stedet. Det er, som om bogen vil sige, at det mÃ¥ske havde været en bedre idé rent faktisk at tale med familien om deres sorg frem for at fjerne de fysiske minder om den.

Fart over sproget

Jeffrey Euginedes skriver som en drøm. Der er en forfriskende lethed over hans sprog, og samtidig er der et umiskendeligt glimt i øjet, som gør, at jeg som læser – trods det tunge emne – føler mig godt underholdt. Bogen er ikke en deprimerende skildring af et fremmedgjort USA, hvor ingen tør forsøge at forstÃ¥ og trænge sig ind pÃ¥ hinanden. Den er snarere et lille ironisk vink med en vognstang om, at der findes mere eller mindre hensigtsmæssige mÃ¥der at forsøge at ‘være der for andre pÃ¥’, og at mange er for klumpedumpede og usikre, nÃ¥r det kommer til at hÃ¥ndtere svære situationer. Jeg ser bogen som en opfordring til at skifte den distancerende kikkert ud med et fast og gensidigt blik i sine medmenneskers øjne – det er der i hvert fald ingen, der dør af.

Kommentarer

Gasolin’ i glimtende indpakning

Gasolin' plakatDet er ganske vist: Gasolins musik har indskrevet sig som en naturlig del af den danske kulturarv…pÃ¥ linje med smørrebrød, H.C. Andersens grimme ælling og kolde pilsnere pÃ¥ en varm sommerdag. Jeg tvivler pÃ¥, at der findes en voksen dansker med respekt for sig selv, som ikke kan nynne med pÃ¥ “Rabalderstræde” eller “Masser af succes”. Hvor er det egentlig enestÃ¥ende, at Gasolin stadig kan fÃ¥ danskerne til at synge som med én mund. Derfor er det heller ikke sÃ¥ underligt, at tusindvis af danskerne i disse dage indløser billet den nye og anmelderroste dokumentarfilm af Anders Østergaard om selveste Gasolin. Helt fra begyndelsen har filmen fÃ¥et status af ‘sÃ¥dan én, vi danskere bare mÃ¥ se’.

Visuelt smuk dokumentar

I går tog jeg også selv turen ind i det rødplyssede mørke for at kigge ind i en tid og møde et band, som jeg selv er for ung til at have førstehånds-kendskab til, men som jeg gennem deres musik alligevel føler, at jeg kender lidt.

I mine øjne er Gasolin klart en anbefalelsesværdig film. Æstetisk er den overbevisende skruet sammen: klip fra Gasolins egen tid fletter sig harmonisk og legende sammen med klip fra nutiden, hvor bandets medlemmer fortæller om, hvordan de oplevede tiden med Gasolin.

Filmen byder også på flere smukke visuelle effekter, hvilket giver billedsiden et strejf af overraskelse og et positivt særpræg. På et tidspunkt glider sæbebobler eksempelvis ganske ubemærket rundt om Kim Larsen hoved, mens han er i gang med sin retrospektive beretning. Det er med til at gøre filmen uforudsigelig og poetisk på én og samme gang, og jeg som seer kan undre mig over, hvorfor de sæbebobler dog flyver rundt lige der: Var bandet Gasolin med de store ambitioner om at erobre verdens musikalske scener i virkeligheden en sårbar boble af bristefærdige drømme, som blot venter på at blive punkteret af et spidst fremmedelement? Det er et virkningsfuldt visuelt trick af Anders Østergaard, og dem var der rigtig mange af.

Mange ubesvarede spørgsmål

Jeg var ret godt underholdt under hele filmen: Band-medlemmernes fortællinger var nærværende og ikke uden humor, musikken var som altid værd at lytte til, og rent håndværksmæssigt er filmen vellykket og sikkert skruet sammen.

Men det var dog ikke uden en vis ærgrelse, at jeg forlod biografen. Der var alt for mange ubesvarede spørgsmÃ¥l, der trængte sig pÃ¥ i mit hoved: Hvorfor gik interviewene ikke lidt tættere pÃ¥? Hvorfor skulle vi ikke høre lidt mere om, hvordan det føltes at være medlem af en band, hvor drivkraften ofte var insisterende skænderier om bagateller? Hvorfor er der vinklet sÃ¥ skarpt pÃ¥ det kronologiske forløb af Gasolins tilblivelse, udvikling og fald? Hvorfor mÃ¥ vi ikke vide bare lidt om, hvordan livet har formet sig for bandets medlemmer, siden det gik i opløsning? Især vil jeg gerne vide mere om Frans Beckerlees tanker og følelser, da han – mere modvilligt end de andre – mÃ¥tte opgive drømmen om, at Gasolin skulle udgive endnu en plade. I det hele taget savner jeg mÃ¥ske at komme bare lidt tættere pÃ¥ filmens hovedpersoner, og jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at der er rigtig meget, jeg ikke fÃ¥r lov at høre om.

Kommentarer

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close