Sarajevo Рden grumme fortid f̴r et ansigt

Sara og Esma“Sarajevo – hÃ¥bets sang” er titlen pÃ¥ den seneste film, jeg har set i Øst for Paradis. Den kan i høj grad anbefales: Ikke kun fordi den handler om den mørke krig pÃ¥ Balkan, men ogsÃ¥ fordi den i sig selv er yderst seværdig og vedkommende i sine temaer. Den væsentligste Ã¥rsag til, at filmen gjorde indtryk pÃ¥ mig, er, at den giver en stemme til nogle af de helt almindelige menneskelige skæbner, som er blevet mærket for livet af krigen. Endelig kommer der ansigt pÃ¥ krigens rædsler, og det bliver langt mere nærværende end tv-avisens kolde og faktuelle skildringer.

Filmen skildrer forholdet mellem moderen Esma og hendes 12-Ã¥rige datter Sara. Fra begyndelsen er det tydeligt, at der er noget uhyggeligt og uudsagt mellem dem, som mÃ¥ og skal frem i løbet af filmen. Sara skal pÃ¥ en skole-udflugt, og Esma knokler – trods sine tydelige psykiske traumer og dÃ¥rlige helbred – hver nat pÃ¥ en natklub for at skrabe penge sammen til Saras tur, og det ender med, at hun fÃ¥r penge nok til at betale den fulde pris. Men der er noget, Sara ikke forstÃ¥r, for hun har hele sit liv fÃ¥et at vide, at hendes far er død som martyr i krigen, og hvis det er sandt, kunne moderen fÃ¥ et bevis af myndighederne pÃ¥ det. Ved at fremvise beviset kunne Sara fÃ¥ en klækkelig rabat pÃ¥ skoleudflugten – og ikke mindst kunne hun fÃ¥ noget respekt i sine kammeraters øjne pga. farens skæbne. Esma skaffer aldrig beviset til huse, og Sara fatter mistanke – hvem var hendes far egentlig, og er det løgn, at han døde som martyr, hvad er det moderen skjuler for hende? Jeg vil ikke afsløre, hvad filmen ender med, men en skæbnesvanger sandhed kommer pÃ¥ bordet, og mors og datters forhold skal defineres pÃ¥ ny.

Jeg blev meget grebet af filmen. Den tager tilskueren med til Sarajevo og giver en rundvisning i nogle af de skæbner, krigen har skabt. Alle er mærket, og ikke mindst byen bærer tydelige ar.

Kommentarer

Små marengs med is og hindbær

Små marengs med is og hindbær

Nu er det sommer, og i mine øjne er det desserternes højtid – i hvert fald de lette og kølige desserters. Der er ikke noget som en lækker middag pÃ¥ terrassen i den lune sommeraften efterfulgt af en overdÃ¥dig dessert. Her er et bud pÃ¥ en rigtig sommerlækkerbisken. Opskriften er til 4 personer.

Du skal bruge:

  • 3 æggehvider
  • 2 dl flormelis (eller hvidt sukker)
  • 1/2 tsk lagereddike
  • vanilleis
  • hindbær (frosne eller helst friske)

Sådan gør du:
Pisk æggehviderne med sukkeret, til det bliver en god klistret og tyk masse. Tilsæt eddiken og pisk lidt videre. Tag to smÃ¥ skeer eller en sprøjtepose og sæt massen som smÃ¥ klatter pÃ¥ et stykke bagepapir. De vokser lidt, sÃ¥ de skal ikke stÃ¥ helt tæt. Bag dem midt i ovnen ved 120 grader i omtrent halvanden time – det er meget forskelligt fra ovn til ovn, men prøv at tage en ud efter en time, lad den afkøle og test, om den har den rette klæbrige konsistens. Hvis du gerne vil have, at de ikke skal være karamelagtige, men hellere knasende, sÃ¥ bag dem lidt længere ved en lidt højere temperatur.
Tag marengsne ud af ovnen og lad dem afkøle. Tag et fad og fordel vanilleisen, fordel derefter hindbærene ovenpå og placer til sidst marengsne over det hele. Rist og hak evt. nogle mandler og kast ud over til sidst.

Lille tip:
Hvis du vil lave store, klæbrige marengs til kaffen, kan du med fordel bruge denne opskrift og tilsætte en dl kakao og 100 gram grofthakket chokolade, og så lave marengsne noget større. De skal cirka have 2 timer i ovnen ved 100 grader, og de tager kegler!

Kommentarer

Murakami er min nye helt

Kafka on the ShoreDen aften, hvor jeg åbnede den første side i min første bog af den japanske forfatter Haruki Murakami, holdt jeg nærmest op med at trække vejret. Sådan virkede det i hvert fald for mine omgivelser; jeg var umulig at komme i kontakt med. Det var helt og aldeles bjergtagende læsning, og Murakami slog benene væk under mig.
Selv om jeg har læst mange bøger og føler mig relativt velbevandret i diverse litterære genrer, har jeg aldrig mødt en forfatter eller en stil, der for alvor kan sammenlignes med Murakami. Han er noget så umoderne som unik. Den eneste sammenligning, jeg kan finde, må jeg derfor hente i billedkunstens verden, hos surrealisten Dalì.
De to kunstnere har det til fælles, at de skaber værker, som egentlig ikke giver mening, hvis man kigger på dem med sit logiske blik og søger efter en forkromet sammenhæng mellem værkets enkeltdele. De giver slet ikke rationel mening, hvis man sammenligner deres meningsdannelse (eller mangel på samme) med den virkelig, man selv kender til. I stedet består værkerne af delelementer, der inden for værkets egen ramme egentlig passer rigtig fint sammen, men når man sammenligner med virkeligheden omkring værket, bliver det surrealistisk.
Det er en meget spændende balancegang, Murakami har gang i. Han formÃ¥r at blande helt realistiske elementer med uforklarlige, surrealistiske og fantastiske hændelser: katte snakker, drøm og virkelighed blander sig til et stort misk-mask, og mennesker handler ud fra motiver, de ikke selv forstÃ¥r – eller ogsÃ¥ handler de helt uden motiver, men fordi de hÃ¥ber og tror, at deres handling vil komme til at give mening i et større perspektiv, som de ikke selv kan se. Det er et eksperiment, der fÃ¥r mig til at holde vejret og tabe pusten af bare beundring.
På trods af det surrealistiske formår Murakami på helt forbilledlig vis at fastholde læseren i et dragende plot. Der er tale om nærmest triviallitterære greb som cliffhangers og suspense-opbygning. Men hvad enten det låner fra trivialgenren eller ej, er det alt andet end trivielt. Det griber læseren i de mindste nakkehår og får læseren til at læse videre og videre i en søgen på de uendeligt mange spørgsmål, bøgerne rejser. Selv om meget er uforståeligt, formår Murakami at opfylde læserens behov for en menigsfuld historie, der hænger så meget sammen, at man kan acceptere de mange mystiske elementer.
En sidste ting, jeg vil fremhæve er, at Murakamis sprog er poetisk, legende og let, og plottet er uforudsigeligt og fuld af overraskelser. Som kronen på værket er bøgerne fulde af små perler af filosofi og eksistentielle overvejelser.
Det er intet mindre end et imponerende forfatterskab, og det fortjener alverdens varme anbefalinger.

2 Comments

Smuk og smagfuld salat

Smuk og smagfuld salat

Man kunne godt fristes til at kalde det en vild og moderne variation over den klassiske waldorf-salat. I hvert fald indeholder den vindruer og en slags nødder (mandler!), og så går den rigtig godt til kød. Samtidig er den en fryd for øjet, fordi den har de flotteste farver. Her kommer opskriften kort og godt:

Det skal du bruge:

  • 1/2 klase grønne stenfri druer
  • 1/2 klase røde stenfri druer
  • 1/2 rød krølsalat
  • 1/2 grøn salat
  • 1 hÃ¥ndfuld soltørrede abrikoser skøret i strimler
  • 1 – 2 rødløg, finthakkede
  • 1 lille pose mandler, ristede og hakkede
  • 2 spsk honning
  • 1 dl hvidvinseddike
  • 1 drys salt

Sådan gør du:
Skyl og riv salterne i store grove stykker. Læg dem i bunden af et fad. Smid de hakkede rødløg over sammen med alle druerne (som gør sig godt, hvis de er halverede). Derefter abrikoserne. Bland honning og hvidvinseddike med salt og fordel marinaden over salaten. Slut salaten af med mandlerne.

Det er nemt, og det er godt!

Kommentarer

Verdens mest sexede serie

sexandthecity.jpg

Helt og aldeles skandaløst og pinligt! Hvorfor har jeg som kvinde midt i tyverne aldrig tidligere stiftet bekendtskab med den fabelagtige serie Sex & the City? Det går egentlig over min forstand, hvordan seriens eksistens mere eller mindre kunne undgå min opmærksomhed i alle de år, den har kørt.
Men så er der desto mere grundt til at fryde sig over at se den nu, for det holder! Hvis jeg lige kort skal beskrive dens genialitet, lyder det sådan:
Den foregÃ¥r i en af mine yndlingsbyer New York, og kvinderne er faktisk – i modsætning til min anden yndlignsserie Friends ude i byen, og som seer fÃ¥r man dermed fornemmelsen af at være med pÃ¥ en oplever i den aldrig-sovende by.
Udover den forrygende location er seriens persongalleri fantastisk. Karaktererne er overdrevne, men det gør dem faktisk endnu mere underholdende. Ikke mindst er serien gennemsyret af en dejlig, selvironisk humor, der er sjælden for amerikanske serier.
Carrie er seriens hovedperson og fortællerstemme. Hun er konstant på jagt efter drømmemanden, og det giver hende masser af lejlighed til at lufte sine mere neurotiske sider: Evindeligt stiller hun spørgsmålstegn ved mændenes intentioner og ved, hvor hendes forhold er på vej hen, hvad hun egentlig vil, og hun tager hellere sorgerne på forskud end at reagere for sent.
Samantha er seriens kvindelige svar på en mand: Hun har den ene partner efter den anden, og så snart båndet bliver for besnærende, eller problemerne og forpligtelserne rykker for tæt på, gør Samantha forholdet forbi. Hun er en charmetrold med et konstant smil på læben og er som regel meget overbærende over for sine mere følsomme veninders luner.
Miranda er seriens rødhårede, temperamentsfulde figur. Hun er en hardcore karrierekvinde, der som regel forholder sig ganske spydigt til sine omgivelser, men fra tid til anden blotter hun sit mere skrøbelige indre og giver efter for sin trang til ikke at være så alene i verden.
Charlotte er seriens optimist: Hun insisterer – nogle gange naivt – pÃ¥ kærligheden og pÃ¥ det smukke, det rene, det sande og det skønne. Dermed er hun egentlig seiens ægte romantiker, der ogsÃ¥ forsøger at vandre pÃ¥ en moralsk sti.

Jeg tror, langt de fleste kvinder kan genkende sig selv i en sammensætning af egenskaber fra de fire hovedpersoner, og det er et af seriens geniale træk. Nogle kvinder har en stærk indre Samantha, og andre stræber – som Charlotte – efter den evige og store kærlighed.

For mændenes vedkommende er der ogsÃ¥ noget at komme efter i Sex & the City: De har en unik mulighed for at komme ind i hovedet pÃ¥ kvinder – dog i en temmelig overdrevet udgave, men ikke desto mindre tror jeg, at der er et ganske fascinerende univers 🙂

Kommentarer

Babel gi’r fordommene tæsk

brad_pitt_i_babel___101190o.jpgDet er pÃ¥ en gang en underligt stillestÃ¥ende, stemningsmættet og tankevækkende oplevelse at se filmen Babel. Jeg var allermest slÃ¥et over, hvordan filmen forfulgte mig i dagene efter med spørgsmÃ¥l om skillelinjerne mellem godt og ondt, mellem terrorist og offer, mellem kommunikation og mangel pÃ¥ forstÃ¥else – og i det hele taget om verden er sÃ¥ sort/hvid, som den let kan forekomme, nÃ¥r der ikke finder nogen reel kommunikation og forstÃ¥else sted mellem mennesker.

Filmen er fortalt på en ganske utraditionel vis, og det er selve fortællestilen, der er skyld i, at den forekommer fragmenteret og stillestående undervejs. Som publikum oplever man fire forskellige og seperate historier udspille sig forskellige steder i verden, og først til allersidst går det op for én, at de er kædet sammen. Det sammenkædende element er en riffel. Riflen bliver introduceret i den indledende scene, hvor en arabisk-udseende mand vandrer igennem et ørkenlignende, goldt og blæsende landskab med riflen over skulderen. Han opsøger en familie med to børn, og han bytter våbnet til en ged. Selsvsamme riffel ender i hænderne på familiens yngste søn, Yusef, som skyder mod en bus og rammer en amerikansk kvinde i skulderen. Kvinden er repræsentant for filmens anden historie: Hun er sammen med sin mand i Marokko på ferie, hvor de arbejder på deres kriseramte forholdt. Det indikeres, at de har mistet et barn, og at manden samtidig ikke har været en tilstrækkelig god far over for de to børn, de allerede har.

Men riflen er også relateret til de to andre historier i filmen. Det viser sig, at den stammer fra Japan, hvor den er blevet solgt af en japansk handelsmand til en jæger, som derefter har solgt den videre til manden i ørkenen. Den japanske handelsmand er far til døve Chieko, som også spiller en af filmens hovedroller. Hun er døv og bund-ulykkelig og forsøger filmen igennem at træde i karakter som et seksuelt individ. Hendes taktik er overvældende og uforståelig og understreger filmens tema om de fatale konsekvenser ved manglen på kommunikation mellem mennesker. For eksempel er hun til tandlæge, og mens tandlægen undersøger hendes mund, slikker hun ham i ansigten og fører hans hånd ned mellem benene på hende. At hun er døv og ikke har noget sprog, gør hendes distance og fremmedgjorthed over for verden og andre mennesker næsten ubærlig.

Det sidste miniplot i det overornede plot i Babel udgøres af den mexicanske barnepige, Amelia. Hun passer en amerikansk families to børn, og hun skal til sin søns bryllup. Børnenes forældre er på ferie, og de kan ikke finde en anden barnepige til børnene. Derfor ender Amelia med at tage børnene med til brylluppet, hvilket viser sig at være en skæbnesvanger ide. Først langt henne i filmen opdager seeren, at børnenes forældre er ægteparret i ørkenen, og at det er deres mor, som er blevet skudt.

004.jpgPå den måde hænger alle de løse ender og små plots i Babel sammen og udgør til sidst en mere samlet fortælling. Fortællestilen er dog så fragmenteret, og historierne, der viser sig at hænge sammen, bliver fortalt med en forskydelse i tiden, så det er meget svært for seeren at skabe sammenhæng. Det er som om, tilskueren skal føle på egen krop, at verden er frygtindgydende usammenhængende og fuld af ensomme og distancerede mennesker, så længe vi ikke kommunikerer. Et eksempel på de mange tidsforskydelser finder man først i filmen, hvor Yusef affyrer sit skud mod bussen, og derefter klippes der til ægteparret, der sidder og indtager en frokost på deres tur ud i ørkenen. For seeren er der derfor ikke nogen umiddelbar sammenhæng mellem kuglen og kvinden, for endnu tror seeren ikke, at kvinden sidder i bussen på det tidspunkt, kuglen farer igennem ruden.
En af de for mig at se væsentligste effekter ved, at filmen ikke har et fortløbende plot, er, at man som seer tvinges til at søge efter sammenhænge. I den proces opstår der en del frustration, fordi sammenhængende ikke er tydelige, og som seer kan man derfor spejle sig i filmens personer, der også vandrer rundt i verden uden evne til at kommunikere fyldesgørende og dermed også til at forstå. Verden og skæbnen forekommer usammenhængende og skæbnen tilfældig.

Filmens gennemgående tema om kommunikationen som nødvendighed og som stor, basal forhindring spejles direkte i titlen Babel. Den henviser til fortællingen om Babels-tårnet i Bibelen, der tematiserer kommunikation, der ikke fungerer. Menneskene prøvede at bygge et tårn, der nåede helt op til himlen. Gud satte en stopper for deres projekt ved at give alle folk forskellige sprog. Kineserne begyndte at tale kinesisk, og italienerne begyndte at tale italiensk, og dermed mistede folkeslagene evnen til at kommunikere direkte og uhindret med hinanden. Byggeprojektet gik derfor i stå, og ufred mellem folk opstod.
Det er stadig den ufred, som menneskene slÃ¥s med i dag, og det bringer mig til filmens næste væsentlige tema, som er, at den stiller spørgsmÃ¥lstegn ved en sort-hvid verdensopfattelse. Jeg ser en direkte kritik til den sÃ¥kaldte krig mod terror. Kuglen fra riflen mellem en marokaners hænder rammer en vestlig kvinde i skulderen. Det ville fra et vestligt perspektiv klart blive opfattet som en terrorhandling, og vedkommende, der havde affyret skudet, ville utvetydigt være en ondsindet terrorist uden hjerte eller sjæl. Men ‘terroristen’ i denne film er en lille dreng, som ikke aner konsekvenserne af sin handling, og som pr. definition er usyldig, fordi han er barn: Kan han være en ond terrorist, som skal straffes? Synes filmen at spørge.

I den optik er Babel også vand på alle humanisters og ikke mindst socialisters mølle: Vi skal være gode ved hinanden, se om bag folks handlinger og forsøge at forstå og skabe sammenhænge i handlinger og menneskers sind.

1 kommentar

Gulerodskage med snask

Denne opskrift er også en, jeg tog med hjem i baglommen efter at have boet iGulerodskage Sverige i et halvt års tid. Den er meget delikat i smagen, den kan holde sig længe, og så er det meget lækkert med det overdrevne lag af oste-flormelis-glasur.

Du skal bruge:

  • 3 dl sukker
  • 3 æg
  • 3 1/2 dl hvedemel
  • 2 tsk natron
  • 2 tsk vanillesukker
  • 2 tsk kanel
  • 1 dl hakkede valnødder
  • 4 1/5 dl fintrevne gulerødder
  • 1 1/2 dl solsikkeolie
  • 200 g flødeost (f.eks. Philadephia)
  • 100 g smør
  • 6 dl flormelis
  • 1 1/12 tsk vanillesukker
  • 1 drys fint salt

Sådan gør du:
Pisk æg og sukker, til det bliver hvidt og skumagtigt. Bland alle de tørre ingredienser og rør dem sammen med æggesnasken.
Riv gulerødderne fint og tilsæt dem i æggemassen skiftevis med olien. Hæld dejen i en 2-liters form og bag kagen ved 175 grader i ca. 50 minutter.

Pisk osten sammen med smør, flormelis, vanillesukker og salt, og pisk til det er blevet en ensartet masse uden klumper. Når kagen er kølet af, kan du komme glasuren på. Du kan evt. også skære kagen igennem vandret og så smøre et lag glasuren imellem lagene som en slags lagkage og så smøre resten af glasuren ovenpå.s

P.S. Jeg har optimeret lidt på opskriften i samarbejde med en dansker, der er bosat i Sverige og stor gulerodskagefan, og den kommer lige her. Prøv denne version, hvis du er til et let syrligt twist:

  • 75 g smør
  • 300 g flødeost
  • 6 dl flormelis
  • 1 vanillestang, kornene af
  • 1 drys fint salt
  • 1 øko-citron, revet skal af

 

 

5 Comments

Seje kogebøger

newyork.jpgJeg har fået den mest fantastiske gave: En kogebog om og med New Yorker-mad. Bogen byder på en kulinarisk vandring gennem New York, og billederne får mundvandet til at løbe, samtidig med at de pirrer til rejselysten. Perfekt kombination! Man kan finde den og en masse lignende bøger og inspiration på forlagets hjemmeside

Kommentarer

Helt personlig net-radio

Til alle musikinteresserede: Jeg har lige gjort en opdagelse, som jeg simpelthen er nødt til at gøre lidt reklame for. Det drejer sig om den hjemmeside, der hedder pandora.com.
På den side kan man selv skabe en radiokanal, der spiller alle de sange, de genrer og de kunstnere, man sætter allermest pris på.
Det foregår på den måde, at man taster en sang eller en kunstner ind, som man kan lide, og så laver Pandora.com en radiokanal på baggrund af det nummer eller navn. Den foreslår altså numre, som den tror, man kan lide. Som bruger kan man gå ind og markere, om man bryder sig om det enkelte nummer eller ej, og til sidst får Pandora.com et ret godt indblik i ens smag, og man får selv en enestående mulighed for at stifte bekendtskab med ny musik, der harmonerer helt fantastisk med ens musiksmag.
Det er musikelskere og musikeksperter der står bag siden, og jeg er i hvert fald solgt!

Kommentarer

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close